1. Indledning
I forbindelse med udarbejdelsen af Lokalplan nr. 1369 Boligområde ved Gl. Åstvej i Vandel, udarbejdes dette tillæg 8 til Vejle Kommunes Spildevandsplan 2020-2028, for at bestemme kloakeringen af lokalplanområdet. Området er beliggende ved Gl. Åstvej, vest for Hans Thomsens Vej og syd for Mellemvejen. Placeringen kan ses på kortmaterialet herunder.
Illustrationen herover viser placeringen af ledninger i og uden for lokalplanområdet, en markering af det planlagte regnvandsbassin (blå plet) og det kommende kloakopland (skraveret blåt).
2. Nyt kloakopland
Boligområde ved Hans Thomsens Vej, Vandel
Området bliver omfattet af lokalplan 1369, der udarbejdes sideløbende med nærværende spildevandsplantillæg. Lokalplan 1369 skal give mulighed for opførsel af åben-lav boliger (parcelhuse) og tæt-lav boliger (rækkehuse el. lign.). Lokalplanområdet dækker ca. 11 ha og er i kommuneplanen udlagt til dels rekreativt område og delvist boligområde, hvoraf en del har landbrugspligt.
Status og plan
Status: Området er ikke udlagt til kloakopland. Områdets nuværende anvendelse er landbrugsjord.
Plan: Området separatkloakeres (Spildevand og regnvand ledes i hver sin ledning). Der tillades en befæstelsesgrad på højst 40% på hver enkelt grund, samt 100% befæstelse af vejarealer. I forbindelse med separatkloakeringen etableres der et regnvandsbassin i lokalplanområdet. Fra regnvandsbassinet ledes vandet i nye ledninger via Hans Thomsens Vej, Kastanievej til eksisterende regnvandssystem i Randbølvej.
Berørte matrikler uden for lokalplanområdet:
I lokalplanområdet placeres offentlige spilde- og regnvandsledninger i vejarealer. Uden for lokalplanområde planlægges ledningen placeret i
1) det offentlige vejareal, samt i et offentligt ejet stiareal, der forbinder Kastanievej og Randbølvej.
2) på private arealer, langs Hans Thomsens Vej og Kastanievej.
De berørte matrikler fremgår af nedenstående tabel:
Matrikelnummer | Ejerlav |
7000y | Vandel By, Randbøl |
7000c | Vandel By, Randbøl |
7000b | Vandel By, Randbøl |
2gf | Vandel By, Randbøl |
8ah | Vandel By, Randbøl |
Miljøbelastning
Området separatkloakeres og tag- og overfladevand ledes gennem regnvandsbassin med et permanent vådvolumen på 250 m3/red.ha, der følger vejledninger for BAT (Bedste Tilgængelige Teknik) i forhold til rensning af tag- og overfladevand. Udledningshastigheden hæves fra ca. 2 l/s til 5 l/s, for at sikre udledningen mod tilstopning og reducere tømningstiden i bassinet. Da udledningstilladelsen overholder BAT i forhold til rensning og der i udledningshastigheden tages højde for risikoen for koblede regnhændelser og dermed hyppigere overløb, vurderes det, at udledningen ikke vil påvirke vandløbet negativt hydraulisk eller med miljøfremmede stoffer.
3. Miljøvurdering
Ifølge Lov om miljøvurdering af planer og programmer (LBK nr. 1976 af 27. oktober 2021) § 8 stk. 2 skal myndigheden gennemføre en vurdering af, om planer og programmer kan få væsentlig indvirkning på miljøet, når disse er omfattet af § 8 stk. 1
Dette tillæg til spildevandsplanen er omfattet af § 8 stk. 3, da plantillægget kun fastlægger kloakforholdene for mindre områder på lokalt plan set i forhold til Vejle Kommunes samlede kloakopland, og er således en mindre ændring i forhold til Vejle Kommunes Spildevandsplan 2020 - 2028.
Kommunen vurderer at tillæg nr. 6 til Vejle Kommunes spildevandsplan ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, da miljøscreeningen af dette tillægget har vist, at der ikke er sandsynlighed for væsentlige miljøpåvirkninger som følge af tillægget. Tillægget udgør en mindre ændring af den eksisterende miljøvurderede spildevandsplan.
4. Økonomiske forhold
Vejle spildevand etablerer de nødvendige ledninger frem til grundgrænsen. Der opkræves tilslutningsbidrag vedrørende spildevand og regnvand i henhold til Vejle Spildevand A/S gældende betalingsvedtægt.
5. Behandling og vedtagelse
Forventet tidsplan fremgår af nedenstående tabel.
Handling |
Dato |
Høringsperiode |
22/1-2024 - 18/3-2024 |
Behandling i Teknisk Udvalg |
23. april |
Behandling i Økonomiudvalget |
13. maj |
Behandling i Byrådet |
29. maj |
Forslaget har været i 8-ugers offentlig høring fra 22. januar til 18. marts 2024. Der er ikke indkommet høringssvar.
Spildevandsplantillægget er endeligt vedtaget d. 29. maj 2024.
6. Lovgivning
Nærværende tillæg til spildevandsplanen er udarbejdet efter:
- 32 i lov om nr. lovbek. nr. 100 af 19. januar 2022 (Miljøbeskyttelsesloven)
- §5 – 9 i bekendtgørelsen nr. 1393 af 21. juni 2021 om spildevandstilladelser m.v. efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 (Spildevandsbekendtgørelsen).
7. Klagevejledning
Kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan kan ikke påklages til anden administrativ myndighed jf. § 32 stk. 3 i Miljøbeskyttelsesloven (LBK nr. 100 af 19. februar 2022).
Søgsmål til prøvelse af afgørelsen, skal være anlagt ved domstol inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt jf. § 101 I Miljøbeskyttelsesloven.