1. Indledning
Dette tillæg til Spildevandsplan 2020 - 2028 er udarbejdet for at tilpasse spildevandsplanen til lokalplanens rammer og aftaler vedrørende kloakering for spildevand og regnvand.
Nye og ændrede kloakeringsområder optages i spildevandsplanen på baggrund af kommuneplanens rammer og lokalplaner for nye bolig- og erhvervsområder.
I forbindelse med udarbejdelsen af Lokalplan nr. 1424, Boligområde ved Fårupvej og Skinbjerg, Jelling, udarbejdes dette tillæg 18 til Vejle Kommunes Spildevandsplan 2020-2028, for at fastlægge kloakeringen af lokalplanområdet. Området er beliggende nord for Skinbjergvej og øst for Fårupvej. Placeringen kan ses på kortmaterialet herunder.
Ill. 1. Herover ses omridset af Lokalplan 1424.
2. Nyt kloakopland
Boligområde ved Fårupvej i Jelling
Udviklingsområdet ligger ved Fårupvej i Jelling. Området afgrænses mod syd af Skindbjergvej og mod vest af Fårupvej.
Området bliver omfattet af lokalplan 1424, er vedtaget af Vejle Kommunes Byråd. Lokalplanen giver mulighed for opførsel af tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse og dobbelthuse. Lokalplanområdet dækker ca. 2,7 ha og er i kommuneplanen udlagt til boligformål i form af lav boligbebyggelse og kollektive anlæg.
3. Status og plan
3.1. Status:
Et meget lille område (ca. 250 m2 bygning) inden for lokalplanområdet er i Vejle Kommunes Spildevandsplan spildevandskloakeret.
3.2. Plan:
Hele lokalplanområdet separatkloakeres (spildevand ledes til Vejle Spildevand A/S spildevandsledning og tag- og overfladevand ledes til Vejle Spildevand A/S regnvandsbassin beliggende sydøst for lokalplanområdet).
Der tillades en befæstelsesgrad på højst 50% på hver enkelt grund, samt 100% befæstelse af vejarealer.
Vejle Spildevand A/S bekoster at føre stikledninger til spildevand samt tag- og overfladevand frem til hver enkelt grund.
4. Berørte matrikler (ledningsanlæg)
Ledningsanlæg placeres generelt i offentlige vejarealer. Hvis det er nødvendigt, at etablere ledningsanlæg uden for offentligt vejareal sikres de ved tinglysning på de enkelte matrikler. Ved etablering af ledninger ejet af Vejle Spildevand på privat grund, skal der tinglyses en deklaration blandt andet til at sikre adgangsrettigheder for kloakforsyningen (servitutpålæg).
Grundejere som enten vil blive pålagt servitutter efter frivillig aftale, eller bliver pålagt servitutter ved ekspropriation kontaktes af Vejle Spildevand under detailprojekteringen. Erstatning udbetales efter gældende normer. I det omfang planlagte nye spildevandsanlæg forventes at kunne medføre ekspropriation, skal placeringen af de nye anlæg være angivet på spildevandplanens kortmateriale.
5. Miljøbelastning
5.1. Belastning af Haraldskær Renseanlæg
Spildevandsbelastningen forventes at udgøre 69 PE svarende til 30 boliger med en belastning på 2,3 PE per boligenhed.
Denne spildevandsbelastning betragtes som mindre i forhold til den samlede belastning på Haraldskær Renseanlæg, der har en godkendt behandlingskapacitet på 24.000 PE.
5.2. Vandløb
Overfladevand ledes fra lokalplanområdet til Vejle Spildevand A/S' regnvandsbassin B.616, beliggende i matrikel nr. 10dl, Jelling By, Jelling via udløb JE09U til vandløbsforgrening ved navn "Skovdallund Mølle Bæk". Skovdallund Mølle Bæk er et offentligt vandløb, som leder vandet til Grejs Å. Grejs Å er et offentligt vandløb. Grejs Å afvander til Vejle Å, som har udløbet i Vejle Fjord. Skovdallund Mølle Bæk har en samlet tilstand "moderat økologisk tilstand" med en miljømålsætning om "God økologisk tilstand".
Før udledning til vandløb skal regnvandet renses og forsinkes, så udledningen ikke hindre vandløbenes målopfyldelse, og så det nye boligområde ikke påvirker den nuværende miljømæssige tilstand i vandløbet. Vandløbets hydrauliske kapacitet er vurderet i vandhåndteringsplanen. Mængden af vand, der føres til vandløbet fra lokalplanområdet, vurderes ikke at have betydning for vandløbet, med de tiltag, der er beskrevet i vandhåndteringsplanen.
6. Miljøvurdering
Ifølge Lov om miljøvurdering af planer og programmer (LBK nr. 4. af 3 januar 2023) § 8, stk. 2,skal myndigheden gennemføre en vurdering af, om planer og programmer kan få væsentlig indvirkning på miljøet, når disse er omfattet af § 8, stk. 1
Dette tillæg til spildevandsplanen er omfattet af § 8 stk. 3, da plantillægget kun fastlægger kloakforholdene for mindre områder på lokalt plan set i forhold til Vejle Kommunes samlede kloakopland, og er således en mindre ændring i forhold til Vejle Kommunes Spildevandsplan 2020 - 2028.
Kommunen vurderer at tillæg nr. 22 til Vejle Kommunes spildevandsplan ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, da miljøscreeningen af dette tillægget har vist, at der ikke er sandsynlighed for væsentlige miljøpåvirkninger som følge af tillægget. Tillægget udgør en mindre ændring af den eksisterende miljøvurderede spildevandsplan.
7. Økonomiske forhold
Vejle Spildevand A/S etablerer de nødvendige ledninger frem til grundgrænsen. Der opkræves tilslutningsbidrag vedrørende spildevand i henhold til Vejle Spildevand A/S gældende betalingsvedtægt.
8. Ikrafttrædelse
Tillægget er sendt i offentlig høring i perioden uge 51 - uge 7 2026.
Tillægget skal behandles af Byrådet efter høringsperioden inden endelig vedtagelse
Tillægget forventes vedtaget af Byrådet i 1.kvartal af 2026.
9. Lovgivning
Nærværende tillæg til spildevandsplanen er udarbejdet efter:
- §32 i Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse LBK nr. 1093 af 11/10/2024 (Miljøbeskyttelsesloven)
- §5 – 9 i BEK nr. 866 af 20/06/2025 bekendtgørelsen om spildevandstilladelser m.v. efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 (Spildevandsbekendtgørelsen).
10. Klagevejledning
Kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan kan ikke påklages til anden administrativ myndighed jf. § 32 stk. 3 i Miljøbeskyttelsesloven (LBK nr. 1093 af 11/10/2024).
Søgsmål til prøvelse af afgørelsen, skal være anlagt ved domstol inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt jf. § 101 I Miljøbeskyttelsesloven.
