Vi vil skabe robuste løsninger, som understøtter vandets naturlige kredsløb og mindsker belastning af natur og vandmiljø ved at:
- Håndtere regnvand så tæt på kilden, som det er muligt.
- Gøre regnvand mere synligt i landskabet, og se lokal afledning af regnvand (LAR) som en ressource, der kan bidrage til at fremme biodiversitet, naturoplevelser, bevægelse og fællesskaber.
- Prioritere lokal afledning af regnvand (LAR) i nye lokalplaner.
Vandets kredsløb
Regn indgår som en naturlig del af vandets kredsløb. Når regnen falder, strømmer en del af på jordoverfladen eller gennem de øverste jordlag til vandløb, søer og havet. Noget vand fordamper, og resten siver ned i jorden og bliver til grundvand.
Ved byudvikling og byfortætning strømmer mere regnvand til kloakken, fordi større arealer bliver befæstet. Derudover betyder klimaændringer flere kraftige regnskyl. Der er derfor ekstra pres på kloaksystemet, som hyppigere overbelastes.