Kloakering af sommerhusområde ved Hvidbjerg strand
Indledning
Det er besluttet at udlægge et nyt sommerhusområde syd for Lavbolsvej til kloakering for spildevand. Det vurderes, at der inden for planperioden bliver behov for forsyning af det nye sommerhusområde med spildevandskloak. I forbindelse med etablering af en spildevandsledning frem til det nye sommerhusområde vil et delområde af det eksisterende sommerhusområde mellem Høll og det nye sommerhusområde ligeledes blive spildevandskloakeret.
Status
Projektområdet er ikke kloakeret i dag. Spildevand håndteres på de enkelte ejendomme ved private spildevandsløsninger. En del anlæg i området er ældre spildevandsanlæg med udledning til Fjorden.
Plan
Projektområdet skal spildevandskloakeres. Regnvand skal håndteres ved privat foranstaltning og må ikke tilsluttes spildevandssystemet. Spildevandet ledes til Gårslev renseanlæg i Høll. Efter nedlæggelse af dette renseanlæg i 2017 pumpes spildevandet til Brejning renseanlæg via Høll.
Projektets betydning for dig
Vejle Spildevand etablerer en ledning til spildevand. Der etableres et spildevandsstik (brønd) til hver grund. Når Vejle Spildevand har etableret ledninger og stikbrønde, vil grundejerne modtage et påbud om at tilslutte spildevand til stilbrønden. Frist for arbejdets udførelse er ca. et halvt år. Påbuddet fremsendes dog tidligst 3 år efter, at spildevandsplanen har været i høring.
Der skal betales tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag efter gældende takster. Se aktuelle priser på Vejle Spildevands hjemmeside.
Tidsplan
Arbejdet forventes påbegyndt i perioden 2020 – 2024. Tidspunktet tilpasses etablering af nyt sommerhusområde.
Effekt på miljøet
Etablering af spildevandskloakering betyder en miljømæssig optimal håndtering af spildevand fra sommerhusområdet. Spildevandet ledes til Brejning Renseanlæg, hvor spildevandet renses både mekanisk og biologisk inden udledning til Vejle Fjord. En forbedret spildevandshåndtering forventes at forbedre badevandskvaliteten.
Servitutpålæg
Generelt gælder, at offentlige ledningsanlæg etableret uden for offentligt vejareal sikres ved tinglysning af deklaration på de enkelte matrikler.
Nærværende spildevandsplan er udarbejdet på et overordnet plangrundlag, hvorfor der ikke i denne plan nøjagtigt er fastlagt, hvilke ejendomme der vil blive berørt af anlægsarbejder. I forbindelse med det planlagte projekt kan det blive nødvendigt at etablere ledninger eller andre anlæg på private matrikler. Det betyder, at der er arealer på disse matrikler, som enten vil blive pålagt servitutter (i tilfælde af ejers accept) eller blive eksproprieret (såfremt ejer ikke accepterer).
Grundejere, der berøres af ovennævnte, og som pålægges servitut, kontaktes skriftligt under detailprojekteringen. Der søges at indgå frivillige aftaler mellem de berørte grundejere og vejle Spildevand A/S.
Ved etablering af spildevandsledninger ejet af kloakforsyningen på privat grund tinglyses en deklaration blandt andet til sikring af adgangsrettigheder for kloakforsyningen (servitutpålæg).
Ved nærværende spildevandsplan vedtager byrådet, at såfremt der ikke kan opnås frivillig aftale om overtagelse af ejendom eller frivillig aftale om tinglysning af deklarationer i forbindelse med de beskrevne fremtidige kloakanlæg, vil byrådet gennemtvinge arealerhvervelserne og tinglysningerne ved ekspropriation.