Kloakering i det åbne land

Med denne spildevandsplan er det besluttet at tilslutte en del ejendomme udenfor de egentlige kloakoplande til Vejle Spildevands spildevandsledninger. Vejle Spildevand har vurderet, at 22 ejendomme med fordel kan tilsluttes Vejle Spildevands spildevandssystem, fordi afstanden er relativt kort til det eksisterende ledningssystem. De 22 ejendomme fremgår af nedenstående kort.

Kloakeringen skal bidrage til at nedsætte udledningen af næringsstoffer fra ejendomme, der via dræn og grøfter afleder spildevand til vandløb, som ikke har en god miljøtilstand. Områder, hvor der skal ske en forbedret rensning, fremgår af kort med rensekrav. Se kortet for Det åbne land på Plan fanen

Statisk kort

Tidsplan

Kloakeringen gennemføres i perioden 2021-2022

Tilslutning og økonomi

En stor del at disse tilslutninger bliver udført med minipumpestationer placeret på de enkelte ejendomme. De drives af Vejle Spildevand og leder spildevand fra ejendommen til et af Vejle Spildevands renseanlæg. I de tilfælde, hvor minipumpestationen udelukkende betjener én ejendom, erhverves strøm fra den enkelte lodsejer. Da Vejle Spildevand skal betale driftsudgiften til mini-pumpestationen, vil grundejeren modtage en reduktion i vandafledningsbidraget. 

Du skal selv sørge for tilslutningen fra pumpestationen til den eksisterende kloakering på din grund. Arbejdet skal foretages af en autoriseret kloakmester. Arbejdet kan også omfatte f.eks. at fjerne en septiktank eller at omlægge de eksisterende kloakledninger. Arbejdet sker på din foranledning og for din regning.

Din frist for tilslutning til pumpebrønden bliver samlet set 3 år, fra denne plan har været i høring. Du modtager et påbud om tilslutning, når stikket/pumpebrønden er etableret. Påbuddet vil indeholde en frist for gennemførelse på minimum et halvt år.

Overfladevand samt tagvand fra ejendommen må ikke tilsluttes det nye spildevandssystem. Vandet skal håndteres på egen grund ved f.eks. nedsivning.

Der er mulighed for lån og afdragsordning, læs mere i afsnittet "Mulige løsninger ved påbud".

Der skal betales tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag efter gældende takster. Tilslutningen gælder ejendommens stuehus. Se aktuelle priser på Vejle Spildevands hjemmeside.

Servitutpålæg

Når der etableres spildevandsledninger ejet af Vejle Spildevand på privat grund, skal der tinglyses en deklaration blandt andet for at sikre adgangsrettigheder for kloakforsyningen (servitutpålæg).

Nærværende spildevandsplan er udarbejdet på et overordnet plangrundlag, hvorfor der ikke i denne plan nøjagtigt er fastlagt, hvilke ejendomme der vil blive berørt af anlægsarbejder. I forbindelse med planlagte projekter kan det blive nødvendigt at etablere ledninger eller andre anlæg på private matrikler. Det betyder, at der er arealer på disse matrikler, som enten vil blive pålagt servitutter (i tilfælde af ejers accept) eller blive eksproprieret (såfremt ejer ikke accepterer).

Grundejere, der berøres af ovennævnte, og som pålægges servitut, kontaktes skriftligt under detailprojekteringen. Der søges at indgå frivillige aftaler mellem de berørte grundejere og Vejle Spildevand A/S. Erstatning udbetales efter gældende normer. 

Der er ikke planlagt anlæg, der kræver ekspropriation. I det omfang planlagte nye spildevandsanlæg forventes at kunne medføre ekspropriation, skal placeringen af de nye anlæg være angivet på spildevandplanens kortmateriale. Dette kan ske ved at udarbejde et tillæg til spildevandsplanen.