Det åbne land

Det åbne land er områder, som ikke er kloakerede dvs. spredt bebyggelse udenfor kloakoplande. Et af formålene med spildevandsplanen er at nedsætte udledningen af næringsstoffer fra ejendomme, der via dræn og grøfter afleder spildevand til vandløb, som ikke har en god miljøtilstand.  

I Vejle Kommune er der i de gamle Regionplaner og Vandområdeplanen udpeget 10 geografiske områder til vandløb og søer, hvor der skal ske en forbedret rensning af spildevandet. Krav til renseniveau (renseklasse) for de aktuelle ejendomme kan ses på kortet.

Statisk kort

Krav til renseniveau er fastsat i Vandområdeplanerne. Alle geografiske områder er tildelt et renseniveau (renseklasse), som afhænger af det vandområde, som spildevandet ledes til. 

SOP: Skærpet krav til reduktion af organisk stof og fosfor samt nitrifikation

SO: Skærpet krav til reduktion af organisk stof samt nitrifikation

OP: Reduktion af organisk stof og fosfor

O: Reduktion af organisk stof

Kommunen har vurderet, at 140 ejendomme (helårsboliger) i det åbne land mangler at opfylder rensekravene. Indsatsen gennemføres dels ved kloakering af 22 ejendomme i det åbne land , og dels ved meddelelse af påbud om forbedret spildevandsrensning. 

Der er allerede gennemført en stor indsats for at forbedre spildevandsrensningen i det åbne land. Læs mere om gennemført indsats i det åbne land.

Tidsfrist

Frist for gennemførelse af påbud om forbedret spildevandsrensning er samlet set 3 år fra denne spildevandsplan har været i offentlig høring. Vejle Kommune fremsender et forvarsel og et påbud til den enkelte grundejer med en frist for gennemførelse af forbedret spildevandsrensning på ejendommen.

Hvis du modtager et påbud om at forbedre spildevandsrensningen, vil du samtidig blive tilbudt medlemskab af kloakforsyningen. Dette sker for at sikre, at ingen ejendomme i det åbne land stilles dårligere end ejendomme beliggende indenfor kloakopland i byområder. Tilbud om at blive medlem af kloakforsyningen gælder ikke for erhvervsejendomme. 

Dermed er der 3 muligheder:

1. Etablering af eget anlæg:

Grundejeren ønsker ikke at modtage tilbuddet om kontraktligt medlemskab fra forsyningen. Ejeren sørger selv for at etablere forbedret rensning, der overholder kravet til renseklasse.

Hvis du selv ønsker at etablere og drive et spildevandsanlæg på din ejendom, skal du kontakte en autoriseret kloakmester, som kan vejlede om hvilken type anlæg, der kan etableres på din ejendom.

2. Medlemskab af kloakforsyningen:

Grundejeren tager imod tilbuddet om kontraktligt medlemskab fra forsyningen. Vejle Spildevnad finansierer, etablerer, driver og vedligeholder en renseløsning. Anlægget ejes af grundejeren. Ejeren betaler tilslutningsbidrag og efterfølgende et vandafledningsbidrag.

3: Privat spildevandslaug:

Grundejer slår sig sammen med eventuelle naboejendomme og etablerer et privat spildevandslav med fælles rensning af spildevand.

Ved løsning 1 er grundejeren selv ansvarlig for at opfylde påbuddet og afholder selv alle udgifter i forbindelse med etablering og drift af renseløsningen. Såfremt et påbud ikke efterleves, kan kommunen kræve, at det ulovlige forhold bringes til ophør. Sker dette ikke, kan der indgives politianmeldelse.

Løsning 2 kan tilbydes ved helårsbeboelse. Her skal grundejeren, ud over tilslutnings- og vandafledningsbidrag, afholde udgifter i form af eksempelvis ombygning/renovering af kloakledniger og bundfældningstank, så gældende krav opfyldes. Der er desuden udgifter i form af eksempelvis strøm og vand til den valgte renseløsnin. Desuden skal ejeren selv sørge for bortledning af tag- og overfladevand. Vejle Spildevand afholder udgifter til tømning af bundfældningstanken. Grundejer skal tåle en eventuel tinglysning af forsyningens adgang til anlægget. Der er pt. 98 medlemskaber af kloakforsyningen i Vejle Kommune.

Ved løsning 3 er spildevandslavet selv ansvarlig for, at opfylde påbuddet og afholder selv alle udgifter i forbindelse med etablering og drift af renseløsningen. Såfremt et påbud ikke efterleves, kan kommunen kræve, at det ulovlige forhold bringes til ophør. Sker dette ikke, kan der indgives politianmeldelse.

Læs mere om private anlæg på Vejle Kommunes hjemmeside

Søg om tilladelse til et privat anlæg på Vejle Kommunes hjemmeside

 

Ejendomsejere, der får påbud om at forbedre deres spildevandsrensning eller tilslutte ejendommen til kloaksystemet, kan søge om støtte via en ordning, som Energistyrelsen og Miljøstyrelsen deler ansvaret for. 

Ordningen omfatter:

  • En minimumsfrist på 3 år til at opfylde kommunens påbud. Ejeren kan vælge at spare op i de 3 år.
  • Mulighed for at få en afdragsordning, hvor spildevandsselskabet (Vejle Spildevand) etablerer det påbudte anlæg, og tilbyder ejeren en afdragsordning over 20 år.

Muligheder for lån/afdragsordning

Er husstandens samlede indkomst under 319.012 kr., har du mulighed for at få en låneordning (i henhold til Betalingsloven). Beløbet forhøjes med 41.791 kr. pr. hjemmeboende barn under 18 år til og med 4 børn. Lånet tilbagebetales over 20 år.

Ansøgningsskema findes på kommunens hjemmeside : www.vejle.dk/spildevand

Vejle Spildevand kan yde henstand med betalingen af tilslutningsbidrag. 

 

Ved nybyggeri og og ændret udledning af spildevand

Ved nybyggeri og ved væsentlige ændringer af eksisterende udledninger af spildevand skal der meddeles en ny udledningstilladelse. Rensekravet i en ny udledningstilladelse vil være de gældende rensekrav dog som minimum renseklasse O.

Nye udledninger må ikke forringe naturværdi og de miljømæssige forhold.