Separatkloakering i den gamle del af Nørremarken og Horsensvej
Effekt på miljøet
Renere vand ved Rødkildevej og Bølgen
Bedre badevand i Vejle Fjord
Tidsplan
Opstartes i 2023
Afsluttes i 2026
Indledning
I de områder af kommunen hvor spildevand og regnvand ledes i samme ledning sker der overløb til vandområderne, når det regner kraftigt fordi der ikke er plads i spildevandssystemet. Fra Nørremarken sker der overløb til Vejle Fjord af urenset spildevand ved hjørnet af Rødkildevej og Bølgen, og det har betydning for bl.a. badevandskvaliteten.
Status
Projektområdet er i dag fælleskloakeret. Det betyder, at spildevand og regnvand ledes til Vejle Centralrenseanlæg i samme ledning. Projektområdet indeholder de oplande, der er markeret på ovenstående kort.
Plan
I planperioden påbegyndes separering (adskillelse af regnvand og spildevand) af kloaksystemet i den gamle del af Nørremarken i Vejle samt nogle ejendomme langs Horsensvej herunder Vejle Sygehus. Området skal separatkloakeres efter det 2-strengede princip, hvor spildevand og regnvand ledes i hver sin ledning. Baggrunden for separeringsprojektet er dels, at det eksisterende fælles-kloaksystem har ringe kapacitet, og dels at separeringen skaber synergi med den igangværende klimatilpasning i Vejle Østby, hvor overskydende vand opmagasineres på boldbanen ved Vejle Friskole.
Projektets betydning for dig
Vejle Spildevand udfører sanering af kloaksystemet i det viste område, og etablere i den forbindelse et 2- strenget system således, at der er tilslutningsmulighed for regnvand og spildevand i hver sin ledning (separering). Når et delopland er færdigt, og der er tilslutningsmulighed for regnvand og spildevand vil grundejerne modtage et påbud om, at separere regnvandet fra spildevandet på egen grund og tilslutte regnvandet til det nye regnvandssystem. Frist for arbejdets udførelse er ca. ½ år. Påbuddet fremsendes dog tidligst 3 år fra denne plan har været i offentlig høring. Udgifterne til separering af regnvandet på egen grund varierer meget i forhold til husets indretning og placering. Du kan kontakte en kloakmester for at få en konkret vurdering.
Det er kun omfangsdræn fra bygninger, der må tilsluttes forsyningens regnvandssystem. Alt øvrigt drænvand må ikke kobles på forsyningens system.
Tidsplan
Arbejdet forventes påbegyndt i 2023 og forventes afsluttet ca. 2026. Følg med i projektet på Vejle Spildevands hjemmeside
Effekt på miljøet
Med denne separeringen (adskillelse af spildevand og regnvand) vil der ikke længere udledes urenset spildevand i forbindelse med større regnhændelser til Vejle Fjord ved hjørnet af Rødkildevej og Bølgen (VE053FU). Det betyder et væsentligt bidrag til forbedring af badevandskvaliteten i fjorden. Alt spildevand vil blive ledt til Vejle Central Renseanlæg. Regnvand fra de separate regnvandssystemer i Nørremarken og Østbyen udledes herefter til fjorden via udløb VE018U, VEO35FU og VE100U ved Bølgen.
Når overfladevandet fra området udledes lokalt aflastes kloaksystemet i Vejle midtby, og belastningen af Vejle Centralrenseanlæg reduceres i forbindelse med større regnhændelser.
Servitutpålæg
Ved etablering af spildevandsledninger ejet af Vejle Spildevand på privat grund, skal der tinglyses en deklaration blandt andet til at sikre adgangsrettigheder for kloakforsyningen (servitutpålæg).
Nærværende spildevandsplan er udarbejdet på et overordnet plangrundlag, hvorfor der ikke i denne plan nøjagtigt er fastlagt, hvilke ejendomme, der vil blive berørt af anlægsarbejder. I forbindelse med planlagte projekter kan det blive nødvendigt at etablere ledninger eller andre anlæg på private matrikler. Det betyder, at der er arealer på disse matrikler, som enten vil blive pålagt servitutter i tilfælde af ejers accept eller blive eksproprieret, såfremt ejer ikke accepterer.
Grundejere som enten vil blive pålagt servitutter efter frivillig aftale, eller bliver pålagt servitutter ved ekspropriation kontaktes af Vejle Spildevand under detailprojekteringen. Erstatning udbetales efter gældende normer.
I det omfang planlagte nye spildevandsanlæg forventes at kunne medføre ekspropriation, skal placeringen af de nye anlæg være angivet på spildevandplanens kortmateriale. Hvis ikke den planlagte ledningsføring fremgår af nærværende spildevandsplan, kan det ske ved at udarbejde et tillæg til spildevandsplanen eller i forbindelse med en revision af spildevandsplanen.